15. april / Nye seniorboliger på vej!
Opførelsen af 8 nye seniorboliger på Martinsvej påbegyndt
Første stadie i opførelsen af den nye ”seniorvilla” på Martinsvej på Frederiksberg er igangsat og nedrivningen af den eksisterende bebyggelse på grunden er påbegyndt.
Med nedrivningen af den nedslidte bygning på grunden gives der plads til opførelsen af 8 nye seniorboliger, der opføres i overensstemmelse med gældende regler for krav til tilgængelighed. De nye seniorboliger danner samtidig grobund for en boform, der skaber gode individuelle boliger og samtidig fokuserer på det sociale samvær blandt beboerne samt deres familier og venner.
Den nye ”Seniorvilla” på Martinsvej 1 henter sin arkitektoniske inspiration fra de omkringliggende bygninger og bliver opført i tæt samspil med kommunens arkitektur og særlige kendetegn, så bygningen fremstår som en integreret del af bybilledet med et tidssvarende og moderne udtryk.